For Tiden har jeg gået lidt, og haft lidt ondt på Selvværdet.
Og ikke at der er nogen synderlig Grund til det; jeg tror blot det er en Fase som alle andres.
Jeg kan eksempelvis mærke, at en Oplevelse fra vores Logik-Forelæsning endnu sidder i mig.
Jeg er ellers i Logik kendt som Den Fejlfrie, og generelt set sætter jeg stor Ære i dét, da både mine Medstuderende og min Forelæser også lader til at værdisætte det sådant.
Måske netop derfor ramte det lidt hårdt i Dag, da jeg under Forelæsningen lavede én Fejl.
Det burde ikke fylde for mig, og rent rationelt fortæller jeg også bare migselv, at det største Menneske ikke er dét, der slet ikke laver Fejl, men dét, der kan affinde sig med Fejl der laves, og på trods få opnået mest. -Dette Ideal agter jeg også at leve op til, men jeg kan mærke, at mine Følelser endnu ikke har Intentioner om at efterfølge, hvad mit Rationale kunne foretrække.
Derfor, i denne Periode, har jeg en Ting, der virker ekstra dejlig, på trods af at det måske næsten ikke er Noget:
For Filosofistuderende har i 2. Semester et Fag, Videnskabsteori, hvilket vi har med Folk fra andre Institutter. Videnskabsteori er en metavidenskab, dvs. den dykker et Lag dybere, og prøver at finde bag Koncepterne og Metoderne i sigselv. For os Filosofistuderende er det meget normalt; vi er trods alt trænet til at tænke i de Baner. Samtidig står det også klart, at Kurset er beregnet til Folk, der ikke nødvendigvis har Erfaring med Metavidenskaber, så for os er det et Kursus vi hurtigst muligt bare skal til Eksamen i og færdiggøre.
Min Tilgang udadtil er, som den altid har været til alle Kurser, at jeg sætter mig forrest, og rækker Hånden op til ethvert Spørgsmål. Samtidig lægger Forelæseren også op til Diskussioner, og dér står jeg altid klar til at slå et Slag for såvel mine egne som de mindst repræsenterede Holdninger.
Noget andet I skal vide er, at mellem Rækkerne af Stole og Computerskærme, og med et Studenterhoved der dukker op i Ny og Næ, så sidder der denne her Person, der altid sidder og følger meget grundigt med. Hun er dén Type, der tør at stille Spørgsmål når hun ikke forstår noget, og hun er samtidig Typen, der går op og snakker med Forelæseren efterfølgende, hvis hun har et Spørgsmål eller andet på Hjerte.
Hun er også Typen, der ikke er bange for at råbe Lokalet op, i Fald hendes Medstuderende har Hånden op til noget vigtigt.
Alt i alt er hun et meget sympatisk og dragende Væsen, og har også en Ambition og en Selvsikkerhed som er yderst tiltrækkende.
Derfor har jeg, efter alle Forelæsninger, altid sørget for at time Udgangen af Lokalet til at matche hendes. Jeg har været tæt på en del Gange, men uden Held.
Jeg er jo generelt set begyndt at sætte ret stor (hvis ikke decideret intrinsisk) Værdi i, at få lavet Samtaler med Personer jeg ikke kender, og derfor ville jeg også – uden der behøver at være med i det – gøre det ved hende.
En anden Grund til, at jeg – på trods af ellers noble Ihærdigshedsforsøg – ikke har fundet det naturligt at kunne tage Kontakt til hende er, at hun generelt set altid har Folk hun går og snakker med eller som spørger hende ind til noget. Hvis hun da ikke er højt i en eller anden Form for Klassehierarki, så er hun i hvert fald en Form for socialt eller fagligt Omdrejningspunkt.
Hvorom alt er, så lavede jeg nok en Fejl i Logik idag, men i Videnskabsteori rocker jeg fuldstændig derudaf. Og udover at jeg lægger stor Vægt på Fagligheden, så var der også Diskussioner idag, hvor jeg virkelig følte at jeg også kunne vise menneskeligt gode Sider frem af migselv.
Uanset hvad:
Her idag kl. 17:13 popper der en Besked op i min Messenger, fra ingen ringere end hende!!
Som én af de første nogensinde, havde hun ingen Fællesvenner med mig.
Hvilket jo, med andre Ord, betyder, at hun egenhændigt har fundet frem til min Profil, udelukkende med dén Information at jeg hedder ‘Martin’ og studerer Filosofi på SDU. -Dette finder jeg en ret hyggelig Kendsgerning
For lige at bryde fra Fortællingen, så virker det stadig helt utroligt at det var hende der fik kontaktet mig, for så sent som til Slutningen af Forelæsningen tidligere i dag ærgrede jeg mig over ikke at få snakket med hende.
Hun skriver, at hun finder Faget svært, og spørger om ikke jeg kunne have nogle Tips.
Jeg sørger først og fremmest for, legende, at påpege hvor imponerende det var, at hun fandt min Profil.
Dernæst lavede jeg en fyldestgørende og meget oprigtig Besked, med Tips og Råd efter bedste Evne.
Det er her den ligger nu.
Det kan godt være, at der ikke ligger mere i det, end at hun bare gerne vil have nogle Tips, og at vores Interaktion dermed slutter lige så snart jeg har givet et Svar. For mig er det heller ikke så meget dét, der betyder noget.
Jeg frydes mest ved dén Anerkendelse det føles som, at andre folk, som jeg slet ikke kender, sætter Kræfter ind for at finde mig på Messenger, alene for at tilgå enten mig, eller dén Viden jeg repræsenterer.
Og derudover frydes jeg ved at få snakket med et nyt Menneske.
Det var Selvtillidsregn, der faldt på et tørt Sted.
–
Vi høres ved
-Martin
Update senere på Dagen kl. 01:23
Hun har, mens jeg så dejligt har fået fejret min Fødselsdag på Palnatokesvej, svaret på mine Beskeder. Herunder spurgte hun også, om ikke vi to skulle mødes og få snakket om det hele.