Det er noget Tid siden jeg har lavet sidste Opdatering, og jeg havde Lyst til at snakke om min Oplevelse omkring Græsset er Grønnere, så jeg tænkte, at en Opdatering fra mit Liv denne Gang kunne være en Symbiose mellem netop disse to Ting.
Jeg er pinligt bevidst om, at Rollen som Kritiker er meget lig Rollen som Kunstneren, bortset fra, at Kunstneren i det mindste skaber sine egne Rammer omkring dét, der skal kommenteres, mens en Kritiker enten tager Afsæt i, eller slet og ret udnytter eksisterende Medier og Værker. Men netop denne Dynamik vil jeg også bruge som en Pointe sidenhen.
Jeg vil tage Udgangspunkt i Operaen på en sådan Måde, at man ikke behøver at have set den for at få noget ud af dette Indlæg. Dog vil min Dialektik være, som taler jeg til Folk der har set den. Derfor, og for at være så kortfattet som muligt, vil jeg hoppe udenom dybere Analyse af de ellers fine Symboler i Stykket, medmindre disse er essentielle for mine Kommentarer om Stykkets Struktur eller Budskab.
Skulle der være Pointer eller Emner, der mangler Kontekst for dém, der ikke har set Operaen, er det dog et Tilfælde jeg ærligt og redeligt må lægge på udelukkende egne Skuldre.
For mig er der en helt klar Forskel mellem første og anden Del af Operaen. Trods denne Opdeling, blandt andet givet Operaens én-akts Struktur, ikke er evident, og trods jeg ikke helt kan sætte Fingeren på et klart Skel, så vil jeg alligevel henvise til de to Dele som værende distinkte; og med anden Akt værende klart bedre. Men dén Akt kommer vi til.
Første Akt bærer Præg af, at have meget tydelige Budskaber, der gerne vil ud.
Skærme er dårlige. Bureaukrati er dårligt. Hvis nogle havde Viljen til at se Mennesker i Virkeligheden og som Virkeligheden, ville det være godt.
Vi starter ret smukt med at få introduceret to Dansere, som sidenhen skal vise sig at være Afspejlinger af de to Hovedroller. Dette er dog ikke skildret i de næste to Scener, der, i Vekselvirkning, fylder det meste af første Del af Operaen. Den ene Scene er af en ældre Kvinde, der i en forhøjet Boks sidder helt isoleret fra både Publikum såvel som resten af Scenen, mens hun prøver at komme gennem en Telefonkø til et ikke yderligere defineret Servicecenter med mange Afdelinger og mange iboliggende Forhindringer. Den anden er en Scene i offentlig Transport, hvor Samtaler og Tanker fra Passagerernes Dagligdag opleves. Tankerne drejer sig primært om Håbet om Likes, Vurdering af andres Profiler, og Lignende; mens Samtalerne er en Kamp mellem Over-jeg’er, der dikterer en Jantelov om Meningsløshed, og ellers Samtaler fra Lystvæsener, der Bagtaler Venner eller indrømmer overfor en Veninde at havet været Utro eller Lignende Scenarier. I lang Tid er det ikke klart, hvor vi skal have vores Fokus, og det er heller ikke klart, hvad Operaen narrativt vil. Til gengæld er Budskaberne omkring Den Farlige Digitalisering og Isolation i Det Postmoderne Samfund helt tydelige, men uden yderligere Substans. Det er Budskaber, jeg egentlig er enig med, men Præsentationen af dem er noget ensidig. For mig er Kunstens store Våben og Værdi, at den har Potentialet til at skitserer Scenarier, hvortil Den Modtagende kan gøre sig Tanker over, hvorfor noget skulle være forkert eller hvad en potentiel Rigtig Side af Sagen kunne være. Eller i det mindste pointere, hvordan man kan, eller ikke kan tilgå et Problem. Omvendt er det ret trættende og ineffektivt, hvis et Værk ikke har større Funktion, end at forsøge at diktere, hvad du skal tænke om et Emne – også selvom denne Tanke måtte være rigtig. Første del af Operaen falder mest ind i sidste Kategori, hvilket – anden Del betragtet – er synd.
For det er klart, at Operaen på Værkmæssigt Plan prøver at bryde med Strukturkonventioner såsom nødvendige og altoverskyggende Hovedroller, og såsom dominerende Musik, og andre Klichéer fra Kunsttraditioner. Dette Brud lykkedes Operaen også med sidenhen, fordi den i anden Del binder det op på et samtidigt godt Håndværk. Her i første Del sad jeg dog uden et defineret Narrativ, og uden Kommentarer på de Budskaber, der blev præsenteret, og med Musik, der skriver sig ind i en postmoderne Tradition, hvori den skal prøve at udfordre og underlægge sig, fremfor at være det bærende Element i Syngespil og Opera. Det var som et Limbo, der egentlig – på Metaplan – meget smukt og kunstnerisk skildrede selvsamme Følelse af en uklar Vej fremad, som især den postmoderne Verden i sigselv så fint udsætter Individet for.
Lidt efter lidt bliver det så langsomt klart, at vores to Hovedroller skiller sig ud fra den Menneske- og Selv-objektiviserende Mængde. I Fraværet af Navne på Hovedrollerne, vil jeg herfra refererer til dem ud fra deres distinkte lys-farvede Påklædning, henholdsvis Gul for Kvinden, og Blå for Manden.
I Takt med Opdagelsen af Gul og Blå som bærende Personer, kommer vi også over i, hvad jeg kalder Anden Del. Denne Del fungerer rigtig godt, fordi den har et Narrativ mellem Gul og Blå, som man følelsesmæssigt bliver investeret i. Den har Musik, der i tydeligere Grad er mere narrativdrivende fremfor prøvende. Og Alt i Alt har den Budskaber, hvis endegyldige Svar ikke påduttes os, men som – i strålende Udnyttelse af Kunsten som Medie – bliver præsenteret gennem Situationer, hvori man, som Modtager, gennem Selvrefleksion kan få udvidet sit Perspektiv på énselv samt dét Samfund man lever i.
Generelt bliver Stykket bedre og bedre, for hvert Moment der går, og det ender i en Finale, som jeg mildt sagt er ret vild med! Gul og Blå substitueres med deres dansende Afspejlinger. Meget vigtigt er det også, at Musikken tør at være fløde på en sådan Måde, at det bedst muligt vækker Følelser hos Publikum! Gul og Blå har hele Tiden været en Form for enten Forhåbninger fra vores reale Hovedpersoner om, hvordan deres Kærlighed ville forløbe sig. Eller også en reel Repræsentation af, hvad der er sket imens vi ikke så de reale Gul og Blå på Scenen. Uanset hvilken af de to Scenarier det er, så er det for denne fantastiske Slutning underordnet. For her kommer Danse-Gul og Danse-Blå til sin Udfoldelse, i noget, der ikke blot kan limiteres til et klart Budskab, og hvis kunstneriske Dybde påkræver at se Stykket, for virkelig at føle det.
Helt eksplicit er det tydeligt, at Gul og Blå gerne vil hinanden, og et lyserødt, tilnærmelsesvist hjerteformet Træ viser sig slutteligt bag en Glasvæg. En Glasvæg, der hele Stykket igennem har været brugt til enten at markere en Facade og en Afgrænsning, eller også skildret hvad der skete bag Facaden. Eksplicit ser man i Slutningen samtidig Gul forsøge at nå udover Scenekanten. Musikken havde allerede blødgjort mine Følelser, og selv i skrivende Stund har jeg ikke et klart Svar på, om denne Flugt udover Scenekanten er et Forsøg på at flygte fra Blå, med et Budskab der ville lyde, at Afhængighed, selv af Ting og Personer i den Virkelige Verden, binder os fra at kunne blomstre selv. At Tingene ikke forbedres, så længe vi stadig holder fast i postmoderne, destruktive Vaner. Og et Budskab som en Kommentar på, at så længe vores Kærlighedsliv defineres af en Datingkultur, så er det ligegyldigt om man mødes i Virkeligheden eller på Datingsider, så længe man objektiviserer dét, at være i et Forhold; eller så længe man slet og ret anskuer Partneren som Middel til selv at kunne opnå at være i noget, der for én Gangs Skyld rækker udover éns egen Næsetip. Eller om man istedet skal tolke Slutningen som værende Blå, der redder Gul fra at falde ned i den samme Verden som alle andre. At Guls Sjæl drages efter, hvor godt det kunne føles at falde tilbage til samme Like- og Instant-Gratificationkultur, men hvor Blå optræder som Personen, der afholder hende fra dén Mulighed, for at Gul i stedet kan se sin egen Menneskelighed og sine egne Følelser i Øjnene, og derfra faktisk udleve sit Liv.
Sandt at sige er jeg ligeglad med, hvilken Slutning der måtte være en mere rigtig Tolkning, for jeg synes netop, at Slutningens Genialitet ligger i Tvetydigheden. Som Kontrast til første Del er det virkelig forfriskende, hvordan Modtageren her efterlades til egne Refleksioner uden et klart Svar.
Til Operaen har jeg to Ønsker. Disse Ønsker kommer af en Idé til, hvor jeg synes at navnlig Operaens første Dels Problemer kunne løses. At Ønskerne præsenteres er netop et Nik til min førnævnte Bevidsthed om Kritikerrollen, der notorisk set meget let falder i at være Kritik for Kritikkens Skyld, uden selv at komme med nogen Form for Konstruktivitet udover Indoktrinering af andre Folks Holdninger. Disse Ønsker er altså en Forhåbning om, at bruge denne Opera til at dykke ned i kreativ og effektiv Brug af Kunst som Medie, så der, af dette Indlæg, kommer mere ud end blot Holdninger, men også Refleksion over fremtidig bedst-mulig Udnyttelsen af Kunst som Medie.
Overordnet set er der tre Gimmicks, der hjælper Operaens Narrativ påvej. Der er Danserne, der er Den Ældre Dame i Boksen, og der er Gul og Blås Kærlighedshistorie.
Dansernes Rolle i Operaen er sublim, og hertil har jeg absolut intet at udtrykke, andet en min store Fryd over denne Gimmick’s Udføring!
Den Ældre Dame i Boksen som Gimmick kom til sin Ret, når hun blev koblet til Hovednarrativet ved at have Relation til Gul; vistnok som Mor, men ellers Gul som Ældre. Resten af Stykket var der dog ikke yderligere Substans i det, end at det var en Kommentar på Dehumaniseringen skabt af Bureaukrati og de omfattende digitale Processer, der kræves før man overhovedet kan komme i Kontakt med et andet Menneske.
En Kommentar, der i sigselv er Nobel, men som havde Potentialet til at være meget mere.
For at understrege både denne Pointe, og min senere Pointe med Gul og Blås Kærlighedshistorie som Gimmick, har jeg konstrueret en tænkt narrativ Ændring i Operaen, der stadig står de to Gimmicks originale Intention til Ret, men som samtidig i højere Grad får udnyttet det fulde Potentiale af de to Gimmicks, som Ressourcer til mest muligt Værdifulde Værk.
For sæt nu, at det ikke bare var et udefineret Servicecenter Den Ældre Dame ringer til, men at det er en lang Telefonkø, for at kunne tale med sin kræftramte Nære. At den nuværende Verden er blevet så omfattende digitaliseret, at selv Kontakt til et andet Menneske må medieres og restrikteres af omfattende (og unødvendige??) Processer, så selv når en Nære står på Dødens Rand, så er vi begrænset i vores Trang til relationær Kontakt.
Hver Gang Den Ældre Dame optræder, ville vi komme dybere og dybere ind i hendes Verden, og langsomt få et Indblik i hele Situationen. På denne Måde er vi hele Tiden investeret i, hvad der i Virkeligheden udspiller sig for hende, og samtidig ville det fordre, at Vekselvirkningen mellem denne Historie og Hovednarrativet efterlader os med en Hunger for at vide, hvordan det modsatstående Narrativ i givne Moment udvikler sig.
Mod Slutningen ville vi finde ud af, at den kræftramte Nære er Blå! Det er Gul og Blå senere i Livet! For ekstra Spice kunne det endda være, at Blå er Guls tidligere Mand, men at de nu er skilt. Med dette Spice ville det både være et bittersødt Nik til, at Gul og Blå i den reelle Tid faktisk fandt sammen, men at deres Kærlighed ikke holdt; og at dét måske er Okay! Samtidig ville det være en mere dyster Skildring af en Fremtid, hvor de næreste Personer kan være fra Relationer, hvis Forgængelighed faktisk allerede er brast, men hvor Teknologien og Telefonkøer må overvindes for overhovedet at få Kontakt til (hvad man engang anså som) en Værdifuld Relation.
Gul og Blås Kærlighedshistorie er også rigtig god, og kommer virkelig til sin Ret under den Fænomenale Slutning. Men tænk, hvis der var mere på Spil i den. I Operaen var der ikke mere på Spil, end at man som Publikum blev pinligt klar over, hvor meget man selv hungrede efter en Lykkelig Historie – at få præsenteret nogle Mennesker, for hvem Ting lykkedes. Men sæt nu, at det ikke blot var Publikums Håb der var på Spil, men at det – i sin dybeste Betydning – havde Konsekvenser, hvis ikke Gul og Blå fandt sammen. At Samfundet i Værket påkrævede, at man fandt sammen med en Partner, fordi man ellers ikke ville være så økonomisk godt stillet, og fordi man ellers ikke ville kunne blive anset som en ordentlig Del af Samfundet. På denne Måde ville det for Gul og Blå være en reel Nødvendighed, for at kunne klare sig i Livet, at de kunne få fundet Hinanden. Samtidig ville denne Tilføjelse også skabe en større Gråzone hvad angår Datingsider; for måske Problemet ikke ligger i Datingsiderne, men snarere i vores Samfunds glorificering af et Forhold for Forholdets Skyld?? Dette ville også kaste et andet Lys på Ensemblet. Måske er resten af Rollerne ikke blot hjernevaskede Forbrugere af Teknologi; måske er denne Facade egentlig dybest set skabt af Drømme, der skal udleves, men som først kan udleves når man har ”opnået” at få en Partner. At deres afhængighed ikke er en underbevidst Trang, men at det er skabt af en Desperation over, at komme væk fra dén Hverdag de fødtes ind i, hvori Teknologien tynger.
Selv uden disse Tilføjelser, er det dog vigtigt for mig at pointere, at jeg er glad for Operaen. At være inde og se den har været Tid vel brugt! Det er en Opera, der frariver sig ældre Traditioner, hvor et Værk isoleret, gennem Følelsesspil og håndværksmæssig Kunnen, havde Værdi i sigselv, men som skriver sig ind i den nyere Tradition, hvor Værkets nutidige Værdi består i en seriøs og nødvendig Kritik af, og Kommentar på Verdens Situation, og hvor dens historiske Værdi består af en Skildring af vores nutidige Samfund og de Problematikker der rør sig hos os.
